Allerede som 17-årig besluttede Gry sig for, at det er bygningsstruktør, hun gerne vil være. Hendes forældre og venner bakker hende op, og selvom det godt kan være hårdt, er det også fedt at være på pladsen. Til hverdag bor Gry i Køge, arbejder i Gladsaxe og går i skole i Næstved. Gry er nu halvvejs i sit uddannelsesforløb, skal på 3. hovedforløb og glæder sig til at være færdig i 2020.
GRY, 19 ÅR OG I LÆRE SOM BYGNINGSSTRUKTØR, CG JENSEN, EUC SJÆLLAND
Hvordan besluttede du, at du gerne vil være bygningsstruktør?
”Jeg vidste, at jeg gerne ville være håndværker, og så fortalte en lærer på min skole (EUC Sjælland) mig om det. Jeg syntes, at det lød anderledes, og så prøvede jeg det.”
Hvad er det fedeste ved faget?
”Det, at man fremstiller noget man kan se, og som andre kan bruge – det kan jeg godt lide.”
Hvad er det sjoveste at lave?
”Opgaverne er sjove på forskellig måde – der er meget afveksling, og det godt.”
Hvordan er den perfekte arbejdsdag?
”Den gode arbejdsdag er den, hvor der noget at lave, hvor der er styr på det, og hvor der ikke er for mange problemer. En dag hvor det ikke er alt for varmt eller blæsende, og hvor det kører.”
Hvad med videreuddannelse?
”Det er ikke noget, jeg tænker på. Lige nu glæder jeg mig til at blive udlært i 2020.”
Har det nogen betydning, at du er pige i hvad der traditionelt bliver set som et mandefag?
”Jeg er den eneste pige på pladsen lige nu, og det er rimeligt fedt. Man tænker på en anden måde, og kan også bidrage med nogle andre ting. Det kan være med til at give en anden tone i skuret. Det er også fysisk hårdt, men jeg tager det, jeg kan, og ellers får jeg hjælp.”